Chuk - den første

Filmgalleri

Fotogalleri

Chuk - den første Vi fik Husky for første gang i 1989. Det var kulminationen på en lang søgen efter den optimale hund til familien, der bestod af to voksne og to børn. Stemmefordelingen var 2 for Schæfer, 1 for New Foundlander og 1 nærmest neutral. Men det endte altså med en Siberian Husky og det skyldtes - indrømmer vi gerne - hundens smukke udseende. Vi blev dog ret overraskede under vejs. Det her var altså ikke en hund for folk, der drømmer om en pyntegenstand i kurven, og til små hurtige promenadeture gennem byen. Ham her havde sin egen mening om tingene, og han ville ud. Nå ja, så fulgte vi efter ham ud. På udstillinger, til træf og til løb. Vi begyndte at bruge ham til løb som 5. hund i et etableret spand hos Egon Rasmussen i Vejle da han var ca. 3 år gammel. Han nød det, og vi var godt klar over, at som drengene havde deres fodbold, vi måtte køre dem til, så havde Chuk, som han hed, nu sin slædekørsel, som vi måtte køre ham til. Han blev hentet på Kennel Huskygaarden hos Elly og Jørgen Hansen i Rødkærsbro ved Viborg, men oprindeligt stammede han fra Margarethe Westrings Kennel Chukchi ved Skive. Margarethe Westring er damen, der har fået æren for at introducere racen i Danmark, og hun var noget nær "The Grand Old Lady Of Huskies" indtil sin død i 1989. Vi gik også til dressur med Chuk, men det var ikke nogen stor succes - tværtimod. På hans gode dage var han fremragende og kunne gå lige op med "traditionelle" dressur-racer som Labrador og Golden Retriever. Men problemet var blot, at han havde meget få gode dage. Alt det der gåen i line og højre om og venstre om og ståååå - det kunne ganske enkelt ikke motivere ham, så vi holdt op igen. Nå ja, noget fik han da ud af det: Når der var spor på programmet, så hans holdkammerater kun halen af ham. Det var han ekstraordinært fremragende til. Og så lærte han at kende forskel på højre og venstre, hvilket er vigtigt når man kører slæde eller vogn og kun har verbalkommandoer at styre med... I en periode var han lidt tilbagetrukket som slædehund. Han var 10 år gammel, og syntes ikke rigtigt han gad mere. Men vi begyndte så småt igen sammen med hans bror, Nanoq. Vi byggede en let vogn til to hunde, og kørte nogle korte 2-3 kilometers ture. Så når temperaturen var rigtig, og føret ikke var mudret, tog han lige en enkelt runde foran vognen med "ham den unge". Det fortsatte vi med et par år, og han satte tydeligvis stor pris på det, indtil han som 12-årig gik endeligt "på pension" som slædehund. Endnu to år gik, hvor han nød sit otium og rollen som flokfører, men i den periode blev hans bevægelsesmønster gradvis mere anstrengt på grund af slidgigt i ryggen. Og pludselig en dag i august 2003 ændrede han også adfærd. Fra at være køligt reserveret, blev han pludselig meget kontaktsøgende, og han ville ikke acceptere at blive efterladt alene hjemme sammen med Nanoq. En undersøgelse hos dyrlægen godtgjorde at han nu ikke alene var besværet af ryggen, men også havde smerter, som kun kunne lindres gennem en operation, der tilmed ikke kunne garantere at gøre ham smertefri. Vi overvejede situationen meget, og vendte alle muligheder - og tog så til sidst den tunge beslutning. Vi vurderede i samråd med dyrlægen, at det nok var bedst at lade vore veje skilles, frem for at lade ham gennemgå al ubehaget med et kirurgisk indgreb. Den 28. august 2003 var en tung dag, men vi fandt trøst i, at Chuk trods alt har haft et godt og indholdsrigt Husky-liv.

  • Jump!

    Vores første husky, Chuk, underholdt os ofte med nogle særlige "spring" på stedet. Vi har ingen forklaring på hvorfor han gjorde som han gjorde, men det lod til at give han stor morskab.

     

  • På stranden

    I en moden alder havde vi Chuk med på stranden en vinterdag. Her er nogle dejlige stemningsbilleder af en husky i smukke omgivelser.