Nanoq - den anden

Filmgalleri

Fotogalleri

Nanoq - den anden Vi stod overfor endnu et chok, da vores næste Husky kom ind i familien. Den første havde været nem som hvalp. Der var ikke ødelagte møbler, overtissede potteplanter og andre ulykker i hans kølvand, så sådan måtte en Huskyhvalp være, troede vi. Men vi tog fejl. Vi faldt for nummer to under en sneferie i Norge. Han var født på det feriecenter, hvor vi boede, var 8 uger gammel og virkede som en stille, lidt tilbagetrukket type, dog uden at være sky og håndskræk. Efter lidt forhandlinger internt i familien og med kennelejerne, blev vi enige om betingelserne - og sådan kom Nanoq ind i vores tilværelse. Det var ikke nogen hals-over-hoved beslutning med hund nummer to. Vores første Husky, Chuk, var 6 år på det tidspunkt, og vi kunne fornemme, at selv om det ikke var at drive vold på hans psyke at være alene-hund, så ville han alligevel godt have firbenet selskab. Og vi var villige til at give ham det. Nanoq var af ren løbs-blodlinie, hans forældre var begge smukke, kraftfulde og med tydelige maskuline og feminine træk, så der var ikke meget at betænke sig på. Han var et godt valg. Men det viste sig snart, at Chuk ikke var enig med os i vore konklusioner. I begyndelsen ignorerede han hvalpen totalt, og forsøgte Nanoq at få kontakt, blev han resolut afvist med en snerren. Det tog seks uger før Chuk var rede til at acceptere hvalpens tilstedeværelse - og seks måneder inden vi andre var. Nanoq var utrolig destruktiv. Han savnede tydeligvis sin hvalpeflok, og frustrationerne gik ud over alt hvad der kunne bides i. Møbler, tøj, sko, briller, potteplanter, ledninger, bøger - alt! Og det var en prøvelse af rang at komme hjem til et totalt sønderlemmet hus dag efter dag i et halvt år. Herefter fortog hans ødelæggelser sig gradvist, og hans sidste hilsen var en fortygget karton kirsebærsovs ud over gulvtæppet i stuen. Derefter nøjedes han med at flytte rundt på tingene. Især tøj og sko, der duftede af hans tobenede flokfører. Således kunne vi finde vore beklædningsgenstande rundt om i hus og have lang tid efter, men nu var de i det mindste hele og i god stand, når vi fandt dem. Nå ja, bortset fra et enkelt stykke undertøj, som han havde taget med ud i hundehuset udenfor, og som vi først fandt måneder efter. Da var det ret jordslået, men havde i øvrigt ikke lidt overlast. Nanoq begyndte at trække vogn som treårig, og han var bidt af det. Han har løbet sammen med fire andre Huskies, der sammen med Chuk udgør hans nærmeste Husky-familie. Men da de fire andre fik bedre træningsmuligheder - og dermed kom i bedre form end Nanoq - ændrede vi lidt på tingenes tilstand. I lang tid mødtes vi med de fire andre og deres ejere i skoven - drak kaffe og hyggede os sammen - men trænede i øvrigt hver for sig. Dette gav også Chuk, vores "gamle" Husky, en mulighed for at genoptage slædehundekarrieren sammen med sin yngre "bror", hvilket passede dem begge fint. Men da Chuk endelig gik på pension som aktiv slædehund i en alder af 12 år, måtte det også have en ende med Nanoq. Han blev jo heller ikke yngre, og gradvist udviklede han samme ryg-problemer som Chuk havde haft. Så i en alder af 14 år, måtte vi tage den tungeste beslutning. Den 2.december 2008 - næsten præcist på hans fødselsdag - blev en trist dag, men vi fandt dog nogen trøst i det faktum at Nanoq havde haft et godt og rigt Husky-liv.
  • Snebad

    Vores anden husky, Nanoq, underholder sig med et snebad i dejlige Vinternorge.

     

  • På fri fod

    Det er sjældent man kan have sin husky uden snor, men når det går løs er glæden desto større. Her hygger Nanoq sig i en hundeskov i Nordjylland.